Die Maroniten sprachen ursprünglich Syrisch-Aramäisch und entstanden im 7. Jahrhundert als eine Abspaltung der syrisch-orthodoxen Kirche von Antiochien. Ihr Name geht auf den heiligen Maron (arabisch مارون, DMG Mārūn, lat. Maro, syrisch Maron) zurück, der als Mönch am unteren Orontes (heute Syrien) lebte.
"Den maronitiske kirke (eller maronitisk-katolske kirke; maronitiske græsk-katolske kirke) er en af den katolske kirkes 23 særkirker. Kirken følger det byzantinske ritual og bruger syrisk og arabisk som liturgisk sprog, men anerkender paven som religiøst overhoved. Den maronitiske kirke har omtrent 3.100.000 tilhængere, hovedsagelig i Mellemøsten, Syd- og Nordamerika. Kirken er en af de vigtigste religiøse grupper i Libanon, hvor ca. 21% af befolkningen er maroniter.
Kirken skriver sig tilbage til St. Maron, som levede omkring år 400. Kirken begyndte med den klosterorden, han grundlagde. I 600-tallet udviklede maroniterne sig til en egentlig kirke, da de var tilhængere af monoteletismen. Patriarken, Johannes Maron, besejrede kejser Justinian II af Byzans. I 1100-tallet indgik kirken en kommunion med pavestolen." - (Wikipedia (da) 05.10.2023)
de
